Derfor vælger damer balletfitness

Sveden drypper, og kroppen bliver øm bagefter. Balletfitness er på én gang både hård og skånsom motion, som samtidig er kilde til stor nydelse, da det foregår til pragtfuld, rolig musik.

Fornøjelse og velvære

I dagene, der følger efter at have lavet balletfitness, mærker man tydeligt, hvor fornøjede muskler, led og knogler bliver af at få næring fra denne træningsmetode. Allerede fra de første undervisningsgange fornemmer man, at der er noget grundlæggende rigtigt ved de bevægelser, man udfører. Efterhånden som månederne går, får man stærkere muskler, bliver mere smidig og får generelt et større velvære i kroppen. Og er det ikke også, som om man pludselig er begyndt at ranke sig helt naturligt?

God holdning i hverdagen er en vigtig sideeffekt af balletfitness

Vi bliver stående

BalletFitness minder på mange områder om træningsformer som yoga og pilates. Hele kroppen er i fokus, og træningen går i lige så høj grad ud på at blive stærk som at blive afspændt, at blive smidig og mobil som at blive stabil med stærke knogler. Det hele foregår stående ved en barre, og det kan mange udøvere godt lide. Her kan alle være med, ingen forudsætninger er nødvendige.

Opslugt og mindful

Som i yoga og pilates er man så koncentreret om øvelserne, åndedrættet og musikken, at man lukker alt andet ude. Når man giver sig hen til øvelserne og tonerne på denne måde, giver træningen nogle af de effekter, mange opnår gennem mindfulness. En ro, en her-og-nu-følelse, en opslugthed og et nærvær, som i sig selv er behageligt, og som også er med til at sende tankemylder og eventuelle stress-hormoner langt væk.

Varierede bevægelser

Mange, der holder af ballet og dans, sætter pris på, at der er så uendeligt mange måder at bevæge og udtrykke sig på. Vi har taget en hel del  af disse karakteristika fra balletten og dansen med ind i balletfitness. Der er bevægelser, der går igen, og som man skal gentage flere gange. Men øvelserne er også fyldt med variationer; balancer, benløft og smukt bårede arme. Rotationer, bøjninger og spring efter bedste evne.

Gevinster for sundheden

Chips, slik, cigaretter og ekstremsport. Meget af det, vi går og nyder i hverdagen, er ikke altid lige sundt. Med balletfitness forholder det sig omvendt. Balletfitness er både sund og opbyggende grundtræning. Det enestående ved balletfitness er, at det opbygger styrke og smidighed på én gang. Mange former for styrketræning giver stærkere muskler, men forringer samtidig kroppens mobilitet. I balletfitness bevarer og forøger man sin smidighed, fordi man i øvelserne både arbejder med at bøje led og muskler og med at strække dem helt ud (uden at de er overstrakte).

Konditionstræning

Selv som mangeårig udøver af ballet og balletfitness kan man blive forbavset over, hvor meget sveden kan dryppe og hjertet banke over øvelser, der alle sammen foregår stående på samme sted holdende i en barre. Men den er god nok. Øvelserne banker pulsen i vejret, og jo bedre, man bliver til at stramme mavemusklerne og skabe styrke i det stående ben, desto hårdere bliver træningen.

Kulturelle glæder

Man kan dyrke balletfitness alene for at træne, komme i bedre form og vedligeholde sin krop. Mange udøvere lader det også blive ved det. Mange, som ikke tidligere har stiftet bekendtskab med ballettens verden, oplever imidlertid også, at en helt ny verden åbner sig for dem. Mange begynder at interessere sig for at blive tilskuere til ballet på scenegulvet. Nogle får lyst til selv at gå videre med decideret ballettræning. Ved selv at lave øvelser, som har rod i ballet, får man indblik i, hvor dygtige professionelle balletdansere er, og hvor krævende det er at svæve hen over gulvet med pirouetter, kraftfulde spring og halsbrækkende bensving. Livet har fået en helt ny dimension.

Derfor vælger damer balletfitness. Træningen er dog lige så god for herrer, som derfor også er meget velkomne:)

Hjælp til at finde mere inspiration

Her får du et par links, som kan hjælpe dig videre i din søgning.